Fishermen’s trail

Fishermen’s Trail i Portugal ligger et sted i kroppen, som ikke rigtig slipper igen.
Jeg gik turen sammen med to af mine bedste vandrevenner og vi fløj til Faro, og tog en taxa til Lagos, hvor turen begyndte. Allerede dér kunne jeg mærke den særlige blanding af forventning og ro. Den der følelse af, at det vigtigste ikke er, hvad vi skal nå, men at vi har tid. Når man ser den forrevne kyst, så er man solgt.

Fishermen’s Trail er cirka 260 kilometer, som vi delte op i 13 etaper. Ruten følger for det meste Atlanterhavskysten, og det føles ikke som at gå “ved vandet” – det føles som at gå ved noget, der er større end ens planer. Nogle dage trækker stien os også ind i landet, gennem golde klippelandskaber og små stræk, hvor verden bliver mere stille, mere støvet, mere nøgen. Og så tilbage igen, ude ved kanten.

Når vi gik langs Atlanterhavet, blev vi små. Ikke på den triste måde – mere på den befriende. Klipperne står der, som om de har stået og set det hele før. Bølgerne banker deres rytme mod kysten, igen og igen. Og visheden om, at næste stop mod vest er Amerika, gør noget ved tankerne. De får lov at slippe det, de normalt holder fast i.

Jeg har brug for et par dage, før jeg virkelig kommer ind i turen. Før jeg får kontakt med min inderside, og mine egne skridt bliver tydelige. Der er noget i mig, der først skal “af”. Men så sker det stille og roligt, at kroppen finder rytmen. Og pludselig er den der.

Selvom der er en del kilometer at spare ved ikke at gå ud til fyrtårnet på Portugals sydvestligste punkt, så overvej at gøre det alligevel. Det er vildt derude. Blæsten var stærk, da vi var der, sådan en blæst, der går lige gennem tøjet. Vi stod dér og kiggede mod nord langs kysten. Dér skulle vi gå de næste mange dage. Turister ankom i busser, tog deres billeder og forsvandt igen. Men vi skulle ikke tilbage til en parkeringsplads. Vi skulle bare videre til fods.

På sådan en rute taler man også anderledes sammen. Nogle samtaler bliver dybe, fordi der er plads til dem. Andre bliver helt korte, men alligevel ærlige. Vi talte om at skrue ned for overstimuleringen og lande i en tilstand af dyb ro. Ikke som et projekt, men som en konsekvens af at gøre én ting ad gangen. At gå, spise og sove. Og jeg mærkede det meget konkret, for efter et par dage holdt jeg op med at række ud efter noget, der kunne fylde stilheden ud. Helt konkret min telefon. Det var som at træde ind i en lomme, hvor vi ikke længere var bedøvet af de ting, der normalt stjæler vores tid.

Der er generelt meget færre vandrere end på eksempelvis de spanske caminoruter, men på stien møder vi stadig gode mennesker fra hele verden. Ofte er det bare et “bom dia” og et smil, men det føles sjældent overfladisk. Man er sårbar på en god måde, når man går dér med sol i ansigtet, og den der træthed, som ikke kan skjules. Når vi ankom til byerne, hvor vi overnattede, mødtes vi tit igen – og så kom de små samtaler helt af sig selv.

Der er også noget med maden på sådan en tur. Sanserne bliver bombarderet hele dagen med lys, vind, udsigter og lyde. Og så om aftenen, når man endelig sætter sig, så smager tingene bare anderledes. Stegt blæksprutte er for mange et hit. Men det var især dér på torvet i Odeceixe, med Vinho Verde i glasset, at jeg mærkede, hvordan dagens udmattelse og indtryk gik op i en højere enhed. Som om kroppen endelig fik lov at lande. Og bagefter kom søvnen tung og rolig.

Terrænet skifter meget på Fisherman’s Trail. Det er en blanding af meget kuperet kystterræn og fladere stræk længere inde i landet. Ruten er generelt godt markeret, men vi måtte flere steder afvige fra den, fordi kraftig regn havde fyldt floderne. Det tvang os til at finde alternative vadesteder og tage små omveje – og mærkeligt nok gjorde det bare turen mere levende. Stien minder os om, at naturen bare er som den er.

Efter ankomsten til Santiago do Cacém tog vi bussen til Lissabon og fløj hjem derfra.

Overnatningerne var primært bestilt på Booking.com. I højsæsonen vil jeg anbefale at bestille alle overnatninger hjemmefra, men man kan også være modig og følge eventyret ved kun at bestille et par dage frem.
Alle steder havde linned, tæpper og få steder dyner. Så vi gik uden sovepose. Men det kan være en god idé at tage en lagenpose med.

Alt i alt var det en rejse fyldt med små eventyr, uforglemmelige øjeblikke, god mad, lokale kulturelle oplevelser og en forbindelse til både os selv og andre, som har sat sig fast.

Praktiske detaljer for ruten

Bedste sæson
Forår (marts–maj) og efterår (september–november). Mindre varme og mindre trængsel.

Distance og tempo
Hele ruten er ca. 260 km. Typisk 13 etaper á ca. 15–25 km (alt efter form og logistik). Planlæg hellere konservativt og nyd den fantastiske tur.
Man kan stoppe i Sines, hvis man går syd-nord, men vi gik to dage øst fra Sines og stoppede i Santiago de Casem.

Sværhedsgrad og underlag
Moderat til krævende. Meget sand, klipper og kuperet kyststi, men også enkelte længere flade stræk inde i landet. Sandet gør kilometer “dyrere” end de ser ud på kortet.

Navigation og afmærkning
Overordnet godt markeret, men regn/oversvømmelser kan gøre det nødvendigt med omveje. Hav offline-kort klar. Typisk går man ind i landet til nærmeste større bro.

Overnatning og logistik
I højsæsonen, book på forhånd. Mange steder har linned/tæpper – du kan ofte undgå sovepose, men en lagenpose er smart. Transport mellem etaper kan klares med lokale busser/taxa ved behov.